Totalhåndboldstævner

Orientering til forældre m.fl.

Minihåndbold                                                                    TOTALHÅNDBOLD BESKRIVELSE                                                                                                                                                                                                                                                                                              

Orientering til forældre m.fl. omkring Totalhåndbold

Totalhåndbold er navn på en alternativ form for minihåndbold som flere og flere håndbold klubber bruger i deres arbejde med de yngste håndboldspillere.

Spillet opstod i 2002, da en gruppe århusianske trænere savnede et alternativ til det traditionelle minihåndboldspil. Der blev udviklet et spil der minder om partibold og som giver den enkelte spiller mulighed for at tænke og handle, og giver udfordringer på banen. Herudover er hensigten at få et spil for de minispillere, der har behov for en større grad af intensitet og bevægelse – idemæssigt var det med tanke på drengene, men hurtigt viste det ligeledes sin berettigelse for pigerne.

Totalhåndbold spilles på en almindelig minibane (altså på tværs af den store håndboldbane). I totalhåndbold er der 4 markspillere på banen ad gangen.

Spillerne må dække op over hele banen (dog ikke i målfeltet), og målmanden må gå med op i angrebet og danne overtal. Efter hvert angreb skal det hold, som netop har været i angreb - hjem og røre ved målfeltet (stregen) før de må gå offensivt og dække op igen.

Udgangspunktet er de normale håndboldregler, men det er vigtigt at forstå, at reglerne ikke er enslydende for alle totalhåndboldkampe, men varierer alt efter spillernes formåen. Derfor kræver en totalhåndboldkamp en erfaren vejleder som formår at guide spillerne gennem kampen. Herudover kræves voksne tilskuere (forældre) der er med på at fokus er på hvad der skal ske i de kommende sekunder og ikke om der var en dribling for meget for et par sekunder siden.

Jo ældre spillerne er, jo mere vejledes der efter de ”rigtige regler” med ”ude”, ”skridt” og ”dobbeltdriblinger”.

Formålet med totalhåndbolden er at skabe dygtige spillere der kan tænke selv, og som bevarer glæden ved at spille håndbold. Ud fra et træningsmæssigt synspunkt er tanken at have et spil hvor børnene i en tidlig alder får mange bevægelseserfaringer med det at finte, skyde, stjæle bolden etc.

Der må gerne være en vinder af kampene, men vi vægter den gode og jævnbyrdige kamp højere end resultatet. Det betyder bl.a. at der er mulighed for, at det svageste hold kan sætte en spiller mere på banen så holdene igen bliver jævnbyrdige.

Det er vigtigt at trænere og forældre sætter sig grundigt ind i spillets idé, og opmuntrer spillerne til at spille bedst muligt frem for at vinde så stort som muligt.

Totalhåndbold i praksis – sådan som vi trænere ser det

Det skal være sjovt at spille håndbold. Det er erfaringen fra JHF – Kreds 6 at når man er 5-6-7 år vil man bare gerne løbe, skyde, score...rammerne er ikke afgørende.

Derfor skal de almindelige håndboldregler fortolkes meget lempeligt. Især i de mindste årgange.

Og når det gælder træning – så er det vigtigere at børnene løber, springer, falder, skyder og griber end at de tager tre skridt, ikke overtræder osv.

Det kan være svært at vænne sig til, at der er lidt kaos i hallen, at spillet ikke altid ligner rigtig håndbold. Men kig altid efter smilet. Og se om børnene bevæger sig.